Politiet slog til ved fest: Flere anholdte i spritrazzia

Fredag begyndte Bakkefesten i Gilleleje, og her slog Nordsjællands Politi til med en effektiv kontrol af bilisterne. Før midnat var mindst fire anholdt og sigtet for spritkørsel.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Local Eyes var på stedet i godt to timer, og fulgte med i razziaen hvor betjentene allerede havde noteret sig to berusede trafikanter, en knallertkører og en enkelt bilist inden kl. 22.00

Det blev dog ikke bedre, yderligere tre bilister var røget i fælden allerede inden midnat, og det var bilister på vej til Bakkefesten såvel som bilister på vej hjem som røg i fælden.

En ung mand svedte voldsomt, da betjentenes ‘sprit-snuser’ fastslog at han havde drukket alkohol, men til den unge mands lettelse stoppede resultatet omkring 0,3 og lettelsen hos den unge bilist kunne tydeligt høres på stedet.

Eftersom hans promille var så lav kunne han helt lovligt fortsætte sin køretur, med en formaning fra betjenten om at undlade at drikke mere hvis han skulle køre hjem – og ellers lade bilen stå.

Mindre heldigt gik det for et par unge mænd i en firhjulstrækker, her klappede fælden da føreren af bilen blæste over 0,5 og blev erklæret anholdt ved 23-tiden for spritkørsel.

Betjentene gik målrettet efter spritbilister, så defekte lygter, glemte kørekort og den slags småting gav blot en formaning om at få tingene bragt i orden.

Hvad politiindsatsen endte med er endnu ukendt, men i hvert fald fem trafikanter fik et møde med en læge som skulle trække en blodprøve på dem til den videre sagsbehandling.