Lastbilulykke lukker østjysk motorvej i retning mod syd

Et harmonikasammenstød på Østjyske Motorvej ved Hørning har spærret vejen i sydgående retning.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det oplyser vagtchef Svend Pedersen ved Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

En lastbil har ifølge vagtchefen kørt ind i otte personbiler lige nord for sammenfletningen ved Aarhus Syd.

Han fortæller, at fire personer er kvæstet. Ingen af dem er i livsfare.

Ellers er der ikke flere oplysninger om ulykkens omstændigheder. Politiet regner med, at der vil gå noget tid, før der kan siges noget om, hvad der skyldtes sammenstødet.

Ifølge Vejdirektoratet formodes det, at ulykken og oprydningen derefter vil få konsekvenser for trafikken ud på aftenen.

Politiet kan torsdag aften klokken 19 ikke sige, hvornår motorvej E45 åbner for sydgående trafik syd for Aarhus igen.

/ritzau/