Uvending gik galt: Motorcyklist alvorligt kvæstet

En 53-årig kvindelig motorcyklist kom fredag aften alvorligt til skade i en trafikulykke i Helsinge.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Ulykken på Helsingørvejen blev udløst da den kvindelige motorcyklist angiveligt forsøgte at lave en U-vending og motorcyklen pludselig gik ud under manøvren.

En modkørende yngre kvinde i en Opel Zafira kunne ikke undgå kollisionen med den kraftige motorcykel af mærket Suzuki Intruder 800 – som på trods af sin vægt på ca. 250 kilo blev skubbet noget rundt på vejen.

Politi og ambulancereddere kørte ud til uheldsstedet, strækningen mellem Skovgårdsvej og Ågerupvej, og vejstykket blev hurtigt afspærret for al trafik i begge retninger.

Den 53-årige motorcyklist blev fløjet til RH Traume med lægehelikopteren, og først herefter blev afspærringen ophævet på uheldsstedet.

Politiets indsatsleder oplyste på uheldsstedet, at den påkørte motorcyklist ikke skulle være i livsfare, men var fløjet til RH Traume på grund af omstændighederne ved uheldet, bla. den fart som hun blev påkørt med.

Motorcyklisten bar både MC-dragt og hjelm da ulykken skete. Bilisten der påkørte motorcyklisten slap chockeret, men fysisk uskadt, fra uheldet.