Venstre tramper på de fattige børn med deres nye ideologiske kampagne mod folk på bistandshjælp. Men ideologien har det skidt hos Venstre selv. Med rund hånd sletter de kritiske debatindlæg på deres egen Facebook-side.
Venstre har netop lanceret en kampagne, hvor de fremhæver et beløb, som en familie med tre børn på kontanthjælp modtager om året. Da jeg stod af på hovedbanegården i København, hang der store plakater alle vegne med oplysninger om beløbet. Det drejer sig om cirka 650 familier i Danmark.
Mange er heldigvis blevet forarget over denne hetz, som Venstre igen igen kører mod de svageste i landet. Selv folk fra deres egne rækker har meldt pas, da det blev tydeligt for enhver, at Venstres tal på indtægten var skruet sammen af et bruttobeløb – og at de fleste af pengene blev hentet fra offentlige ydelser, som alle modtager – kontanthjælpsmodtager eller ej.
Når Venstre vælger at gå efter den her lille marginaliserede gruppe i vores samfund, er det som om, at de glemmer, at de fleste af dem er børn – også små børn, der ikke selv har valgt at vokse op med forældre på overførsel.
Sandheden om kontanthjælpsmodtagere er desværre også, at langt de fleste parkeres på denne ydelse i flere år – på trods af lovens intention om, at det er en midlertidig ydelse som gives i en periode, indtil personen er blevet afklaret – mange af dem er mennesker, der er ramt af sygdom – eller har diffuse problemer udover ledighed.
Det er ikke en gruppe, hvor man bare kan sende dem ud i arbejde.
Og det er så det næste spørgsmål – hvor skal de i det hele taget arbejde. For der er ikke arbejde til alle. Og er der nogle der står sidst i køen, ja så er det kontanthjælpsmodtagere med børn. De er for det første stemplet som tabere og dernæst er deres børn en hindring i forhold til fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Mange af dem har måske været ledige i en meget lang periode – og er derfor slet ikke attraktive for en arbejdsgiver.
Når man så er barn af en far og en mor, der ikke har de samme chancer – og som måske kæmper med både sygdom og andre sociale problemer, da kan man sige sig selv, at de her børn er ekstra udsatte for både at blive stemplet og holdt udenfor.
Der var i debattens hede en beregning fra Danske Bank, der påviste, at de her familier har et rådighedsbeløb på 1600 kroner om måneden, når de faste udgifter typisk er betalt. Hvad kan man så få for 1600 kroner? Og hvordan er et barns liv i en sådan familie?
Vi har jo netop sat en ydelse efter de udgifter, som man kan klare sig på for som et minimum. Og man må sige at 1600 kroner ER et minimum.
De fleste familier med børn kan klare sig i en kort periode på så lav en indtægt – dette fordi, de måske har udsigt til efter endt uddannelse at få et job, hvor de kan tjene noget mere. Det øger kampviljen og det psykiske overskud.
Når man omvendt har siddet i en økonomisk fælde igennem en årrække, ender man med at leve i social armod – også mentalt. Man bliver koblet af resten af samfundet – og mange opgiver håbet om et bedre liv. Det er den virkelighed, mange børn vokser op i.
Når man er i systemet i forvejen, da er sandsynligheden også, at de her børn kommer i spotlyset og ender med at blive systembørn. Der er ingen hjælp at hente for forældrene udover kontanthjælpen, der hver måned balancerer på en knivskarp økonomisk line. De vender og drejer hver krone. Nogle børn har ikke ordentligt tøj på og får ikke det mad, som de burde. De er afskåret fra sociale fællesskaber og isolerer sig i hjemmet med familien. De kommer ikke på besøg hos klassekammerater, og deres madpakker er tomme eller meget flade. De skiller sig hurtigt ud.
Børn er ikke dumme. De børn, der har, affotograferer lynhurtigt dem, der ikke har. Når dem, der ikke har trækker sig fra legen – og det sociale samvær, da gør de ikke mere for at få dem med. De ender som opdelte grupper, hvor de dybe venskaber ikke udvikles.
Lærerne er berøringsangste, og ved ikke hvad de skal stille op, da de godt ved, at det er af mangel på penge og ikke kærlighed. Desværre kan fattigdom i nogle familier føre til, at kommunen i sidste ende vurderer, at forældrene ikke er i stand til at tage vare på børnene, som derfor ender med at blive anbragt.
Her tabes børnene endnu mere og ender som varige klienter, hvis de ikke ved et held ender som et mælkebøttebarn.
Forældrene er så pressede, at de holder alle deres kort tæt ind til kroppen. Børnene lærer det hurtigt og får det også at vide. De ved, at de er anderledes.
Vi skabte det her velfærdssamfund, fordi at børn i alle samfundslag skulle have lige muligheder. Om du var født i Ishøj, Næstved, Ringsted – eller nær Taarbæk Havn nord for København.
Vi skabte det her velfærdssamfund med en høj skat, så alle børn kunne vokse op, og føle at de ikke var anderledes – i hvert tilfælde ikke så meget anderledes, at det blev et problem.
Når Venstre bruger millioner af kroner på at hetze de her børn, da kan jeg næsten ikke rumme min vrede og forargelse over den manglende empati og forståelse for vores fælles sammenhængskraft.
Jeg begriber ikke, at de kan være så langt fra de her børns liv, at de ikke kan sætte sig ind i, hvordan det er at være dem.
Hvordan kan de med fornuft se på deres egne børn, der lever i en tryg verden uden bekymringer om mad, tøj og venskaber og så få sig selv til at træde på de børn, der intet har. I min verden er det psykisk børnemishandling.
Jeg lod en kommentar falde inde på Venstres side på Facebook, hvor statusopdateringen om de rige kontanthjælpsmodtagere var slået op. Der var over 900 kommentarer i tråden til opslaget. Ingen havde tænkt på børnene. Alle var optaget af tal. Det kan jeg også godt forstå, for de hænger heller ikke sammen.
Normalt afholder jeg mig fra at kommenterer på de politiske partiers sider, men jeg kunne ikke dy mig i denne sag og lod en kommentar falde. Kort efter jeg havde skrevet, hvad jeg tænkte, blev kommentaren slettet.
Jeg troede først, det var min telefon, der klokkede i det, så jeg postede igen. Men 20 sekunder efter var også det opslag væk.
Så begyndte jeg at teste og skrev: ”Mit indlæg forsvandt. Er det med vilje”. Det blev så også slettet. Så gik der sport i det og jeg skrev til sidst en direkte besked:
”hvor er det dumt, at sidde der og bruge tiden på at slette ytringer på Facebook – og så kalder du dig sikkert kommunikationsmedarbejder for Venstre. Sikke et kedeligt arbejde – at være med til at censurere ytringer fra folket” … Det forsvandt så sjovt nok også.
Da jeg fortalte om det til andre, viste det sig, at jeg åbenbart ikke var den eneste, der oplevede denne censur på de politiske partiers sider. Mange kunne fortælle, at de havde oplevet det samme. Det er åbenbart udbredt med censur på de politiske sider. Der sidder simpelthen en redigerende pressemedarbejder og holder øje – og sletter de indlæg, der enten støder eller går imod parties linje. Er det ytringsfrihed?
Hvis vi ikke på demokratisk vis kan lade hinanden komme til orde – og der mener jeg, at man som overklasse har en særlig forpligtigelse til at lytte til dem, der ligger nederst – da er det bekymrende for hele måden vi tolker vores debatkultur og ytringsfrihed på.
Det minder mig pludselig om lande, hvor bortcensurering er en del af strategien i toppen, for at holde de kritiske ryster ude – som bekendt øger faren for opstand blandt underklassen.
Men kære venner, vi råber videre udenom deres hetz og pressecensur. Vi er stadig en del fra middelklassen, der holder jer i hånden.
Jeg kan godt forstå, at Eyvind Vesselbo smuttede for nogle måneder siden. Han var socialordfører for partiet i genrationer men forlod Folketinget til fordel for at arbejde blandt andet i Huset Zorning, hvor han er gået aktivt ind i kampen for de udsatte børn og familier. Han kunne nok se det komme.
Venstre er med deres hetz af fattige børn og familier godt i gang med velfærdsbulldozeren.
1600 kroner til en familie – kære Venstre – hvor meget vil I tage af det beløb ?
