Forældre og børn i protest imod spareplaner

Forældre og børn gik lørdag eftermiddag i en protest-demonstration imod Gribskov Kommunes planer om besparelser på dagplejen. Demonstranterne råbte ‘Bevar dagplejen’.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Over 150 børn, forældre og bedsteforældre deltog i demonstrationen gennem Helsinge by.

Demonstrationen var en del af protesten mod bebudede besparelser fra Gribskov Kommunes side og demonstrationen skulle afsluttes med aflevering af godt 800 underskrifter til formanden for børneudvalget, Trine Egetved (K).

De mange forældre, bedsteforældre og dagplejere er utilfredse med spareplanerne, som blandt andet indeholder forslag om at flytte dagplejens gæstehuse og dagplejekonsulenterne ind i daginstitutionerne.

– Ved sygdom hos en dagplejer vil man sende børnene i vuggestue, hvor personalet i forvejen er presset, og det bekymrer os forældre, at man på den måde vil sende flere børn ind i institutionerne, samtidig med at det jo også fratager forældrene deres mulighed for frit at vælge pasningsform, siger Ronni Othar Østergaard, formand for forældrebestyrelsen i den kommunale dagpleje.

Som ordningen er skruet sammen i dag, er det dagplejens gæstehuse eller gæstedagplejere, der tager over ved fravær, ligesom forældrebestyrelsen også frygter, at besparelserne vil skade fagligheden og koste stillinger i dagplejen, når dagplejekonsulenterne skal flyttes ind på institutionerne.

Bevæbnet med T-shirts og farverige bannere bevægede demonstrationen sig op gennem gågaden. Derefter gik ruten ad Vestergade og ind i lyskrydset. Herfra blev der svinget til venstre ad Rundinsvej og op til Gribskov Rådhus.

Udenfor rådhuset ventede formand for Børneudvalget Trine Egetved (K) på demonstrationen, som endte foran rådhuset med sangen ‘Lille Peter Edderkop’.

Foran rådhuset tog Trine Egetved mod de indsamlede 800 underskrifter, overrakt af Ronni Østergaard, der fortalte hende, at der var flere underskrifter på vej.

Ronni Othar Østergaard, formand for forældrebestyrelsen, var efterfølgende rigtig glad for demonstrationen, selvom der var sket en misforståelse omkring ruten op mod rådhuset.

– Vi skulle have været svinget op ad Frederiksborgvej, men jeg opdagede fejlen for sent, og vi endte oppe i lyskrydset. Så jeg vil sige mange tak til de bilister, som måtte vente på vores demonstrationstog og pænt afvente vores passage. Og vi fik da gjort en masse opmærksom på vores protest på den måde, sagde Ronni Othar Østergaard til Local Eyes.