Omkring kvart over elleve søndag aften trykkede en fører af en Mazda 323 speederen i bund, da han fik øje på en patruljevogn i Hillerød.
Den flygtende bil blev omgående eftersat, og kort efter var flere politibiler involveret i jagten på køretøjet, hvor der befandt sig i alt fire personer.
Biljagten blev afsluttet på Isterødvej mellem Fredensborgvej og Overdrevsvejen, hvor føreren mistede kontrollen over køretøjet og hamrede ind i autoværnet i højre side. Herfra røg bilen tværs henover begge vejbaner og sluttede med at brage inde i autoværnet i modkørende vognbane.
Under biljagten havde den flygtende bil kollideret med mindst tre patruljevogne, heraf var mindst en bil, en civil hundevogn, så skadet at den måtte transporteres væk på et fejeblad.
En hundevogn med ‘reklame’ havde fået et sidespejl smadret, krøllet et forhjul og en gevaldig ridse hen af venstre side, som var kommet, da flugtbilen havde forsøgt at presse sig forbi hundevognen.
Denne civile hundevogn måtte bugseres væk efter kollision med den flygtende Mazda.
Hvilke skader den tredje politibil har fået er endnu ukendt, mens flugtbilen blev totalskadet, da den kolliderede med autoværnet.
Ude på stedet forlød det at hastigheden havde været meget høj, og at føreren af den smadrede Mazda 323 havde ‘kørt fuldstændig sindssygt’. Føreren skulle for omkring en uge siden havde været involveret i en anden biljagt, hvor der også blev kørt hensynsløst og hasarderet.
De fire personer i bilen blev alle pågrebet på stedet af betjentene, og årsagen til den hidsige flugt er endnu ukendt.
Flere af de anholdte var iført såkaldte ‘dot-handsker’ som er velkendt værktøj for indbrudstyve, men om patruljen fik afsløret en flok indbrudstyve er endnu uklart.
Her bliver en af de anholdte ført væk.