28-årig får nedsat straffen i sag om skyderi

Imer Zulbehari er ifølge sin advokat en glad mand fredag. Godt nok er han blevet idømt et års fængsel for overtrædelse af våbenloven under særligt skærpende omstændigheder, men han er frifundet for den alvorligste anklage.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Den drejede sig om drabsforsøg, og var han blevet kendt skyldig, så havde straffen nok ligget på mellem seks og otte års fængsel, siger Zulbeharis forsvarsadvokat, Anders Schønnemann Olesen, til Ritzau.

Dommen er faldet fredag ved Københavns Byret, men frifindelsen af 28-årige Zulbehari skete tidligere på ugen, da retten tog stilling til selve skyldsspørgsmålet.

Sagen drejer sig om et drabsforsøg på Alis Bageri på Nørrebro i København tilbage i 2011. Dengang blev en 26-årig mand stukket med kniv og ramt af flere skud i benene, da en gruppe bandefolk trængte ind i forretningen.

Fire mænd er allerede dømt i sagen – de har fået mellem seks og otte års fængsel i Østre Landsret.

Anklagemyndigheden ville dog også have Schønnemann Olesens klient dømt i sagen for at agere chauffør i forbindelse med overfaldet.

– Anklagemyndighedens eneste bevis har været et vidneudsagn fra en af gerningsmændene, som havde sagt, at Imer var med som chauffør, fortæller advokaten.

– Men et enigt nævningeting har sagt, at selv om der er tale om en troværdig forklaring, så er der ingen øvrige beviser, som støtter op om den, og derfor er der ikke grundlag for at finde ham skyldig, siger Anders Schønnemann Olesen.

Dommen på et års fængsel skyldes, at den 28-årige ved anholdelsen blev fundet i besiddelse af en skarpladt pistol. Den slags giver altid et år bag tremmer.

Det er nu op til Statsadvokaten i København, om dommen skal ankes til Østre Landsret.

/ritzau/