Ungdomshusdemonstration endte med masseanholdelser

Efter en demonstration for at markere, at det er 11 år siden, at Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev ryddet, besatte en gruppe demonstranter en tom bygning på Vesterbro.

Det førte til, at mellem 35 og 40 er anholdt.

– Demonstrationen er egentlig slut ved Gammel Torv, da omkring 100 personer begynder i samlet flok at gå ned af Vesterbrogade. Vi vælger at følge efter, siger vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Riad Tolba og fortsætter:

– Da vi når Enghavevej nummer 12 svinger gruppen pludseligt ind ad porten til et område, hvor Slagtergårdene, der står til nedrivning, ligger.

– Flere fra gruppen trænger ind og forskanser sig bygningen.

Ejeren af bygningen bad skriftligt politiet om at fjerne gruppen af unge, der havde besat den.

– Vi når at standse en hel del, der forsøger at komme ind i huset.

– Efterfølgende lykkedes det os at trænge ind i bygningen og anholde dem, der har besat den, siger Riad Tolba.

Samlet er der anholdt mellem 35 og 40 personer, der er sigtet for “husfredskrænkelse” ifølge straffelovens paragraf 264, bedre kendt som ulovlig indtrængen.

Ungdomshuset på Jagtvej blev ryddet af politiet 1. marts 2007. Hvert år siden da har en demonstration markeret årsdagen.

Sidste år, da 10-året for rydningen af Ungdomshuset blev markeret, udviklede demonstrationen sig voldeligt. En forbipasserende blev slået og sparket.

Der blev også kastet med sten, og politiet måtte opløse demonstrationen. Efterfølgende endte det med hærværk på Nørrebro og en større disputs omkring det nye ungdomshus på Dorteavej.

/ritzau/