Hus udbrændte i nat – det var omspændt af flammer

Natten til mandag udbrændte et sommerhus i Over Draaby Strand i Nordsjælland. Ingen personer skal være kommet noget til ved branden.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Et fritidshus på Lillebakken i Over Draaby Strand gik til i et flammehav ved midnatstid, natten til mandag.

Branden blev angiveligt opdaget af en beboer i sommerhus-området, og der blev slået alarm til 1-1-2 kl. 00.00. Ifølge anmelderen brændte huset voldsomt, og det var absolut ingen overdrivelse.

Brandfolkene fra Jægerspris kunne se ilden på lang afstand, idet flammerne stod ud gennem samtlige døre og vinduer på det lille sommerhus.

Brandfolkene fik hurtigt styr på flammerne, slukningen krævede dog en hel del vand og da kørevejen var – mildt sagt – kringlet og lang, blev der tilkaldt en tankvogn fra Frederikssunds brandstation til assistance.

Ved 1-tiden var ilden slået ned, og brandfolkene startede en forsigtig efterslukning for ikke at ødelægge for meget, idet politiets teknikere skal undersøge ejendommen.

En række hjulspor ved siden af ejendommen blev skærmet af, ligesom en hundepatrulje skulle afsøge området omkring brandstedet for mulige spor.

Brandårsagen er pt. ukendt, og der kan være tale om en påsat brand – teknikerne skal nu udfinde brandårsagen i det ødelagte hus i dagslys.