Der blev slået alarm om ildløs i en villa på Kalvehavevej i Gilleleje i Nordsjælland kl. 22.21, onsdag aften og brandvæsnet rykkede omgående ud på den alvorlige melding.
Den præcise brandårsag er pt. ikke kendt, men muligvis har der været tale om en juledekoration med levende lys eller elektriske pærer.
Branden var tydeligvis koncentreret omkring et vinduesparti i villaen, hvor ilden havde fået så godt fat, at flere vinduer var sprængt af varmen fra branden.
Brandvæsnet fik hurtigt nedkæmpet ilden, som var koncentreret omkring vinduespartiet og tilsyneladende ikke havde haft held til at sprede sig – der var sod og røgskader i en del af huset.
Flere personer fra huset blev kørt til kontrol for røgforgiftning i en ambulance, men der skal angiveligt ikke være tale om noget alvorligt og kun være tale om en kontrol for en sikkerheds skyld.