Mindehøjtidelighed for gerningsmand: Maskerede mænd fjerner blomster

Maskerede mænd fjernede mandag eftermiddag blomsterne, som var lagt på stedet, hvor den 22-årige terrormistænkte blev skudt af politiet. Mændene bad til gud og hængte to stykker papir op med en tekst på dansk og arabisk med et ønske om, at den afdøde måtte hvile i fred.

Flere personer havde søndag og mandag lagt blomster ud for drabsstedet på Svanevej i det københavnske Nordvestkvarter, hvor den 22-årige terrormistænkte blev skudt.
LÆS OGSÅ: Terror: Blomster hvor terroristen blev dræbt
LÆS OGSÅ: Den dræbte terrorist mindes med blomster
Men sent mandag eftermiddag blev alle blomsterne fjernet fra stedet af en større gruppe mørkklædte og maskerede mænd.

Ifølge TV2 News, der har talt med flere af mændene, skyldes det, at det ikke er muslimsk tradition at lægge blomster for de døde. Ingen af de fremmødte ville dog udtale sig til kamera.

I stedet for blomsterne blev der sat to stykker papir op med en tekst på henholdsvis dansk og arabisk med et ønske om, at den afdøde måtte hvile i fred.

/ritzau/