Hunde reddet fra grov vanrøgt: To måtte aflives

14 hunde er blevet afhentet af Dyreværnets udrykningsleder fra en ejendom på Lolland. Hundene havde været udsat for så grov vanrøgt, at selv den garvede udrykningsleder blev tydeligt berørt.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

13 pekingesere og 1 mops. Så mange hunde er hentet af Dyreværnets udrykningsleder fra en ejendom på Lolland efter en anmeldelse om misrøgt tikkede ind hos foreningen.

De 14 hunde er i meget dårlig stand og kort tid efter ankomst til internatet, blev to af dem aflivet.

– Denne her sag er i sandhed tragisk, fortæller udrykningslederen Nina Amdi Carlsen, der besøgte adressen med de mange hunde og oplevede, hvordan forholdene var.

– Endnu engang ser vi, at ejer i bund og grund elsker sine hunde, men simpelthen ikke magter opgaven. Jeg var virkelig trist, da vi kørte derfra over endnu engang at kunne konstatere, at man i dagens Danmark kan bo under sådanne forhold uden at myndighederne griber ind, fortsætter en tydelig berørt Nina:

– I disse situationer SKAL jeg have fokus på dyrene, så derfor er jeg lettet over, at det lykkedes os at få hundene fjernet. Men besøget har helt klart gjort indtryk på mig, siger den ellers garvede udrykningsleder.

Dyrlægerne er nu ved at undersøge hver enkelt af de resterende hunde grundigt, og indtil deres vurdering ligger klar, er skæbnen fortsat uvis for mange af de tilbageværende 12 hunde.

Flere af dem skal have omfattende øjenoperationer, mange af dem har brok og deres tænder er i så dårlig stand, at der skal operationer til, for at hundene igen får et godt liv.