Politiet efterlyser: 22-årig kvinde forsvundet i Padborg


Der er ikke indtil videre kommet oplysninger frem, der har kunnet hjælpe Syd- og Sønderjyllands Politi videre i eftersøgningen af den 22-årige Kamilla Hantusch, som lørdag aften ved 22.30 tiden forsvandt i Padborg.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Politiet har med hunde ledt i alle relevante områder. Det vil sige ud fra området ved skolen på Frøslevvej, hvor hun sidst blev set af et familiemedlem og på ruten, hun sandsynligvis har fulgt på vej mod sit hjem på Teglgårdsvej.

Hvad så og hørte folk i området?

Da det var en lørdag aften og det meget gode sommervejr taget i betragtning har der utvivlsomt siddet mennesker ude i haver, på terrasser etc. Andre har måske været ude at gå en tur eller luftet en hund.

Politiet vil gerne tale med alle i området og er gået i gang med at opsøge de, der bor i nærheden af kvindens rute. Men vi beder også alle, der var i området, om at kontakte politiet på 114 med oplysninger om personer og biler, de har set eller ting, de har hørt i området – uanset om det var usædvanligt eller ej. På den måde kan politiet få kortlagt, hvilke personer og biler, der har været hvor. Det gælder fra lørdag aften ved 21.30-tiden og frem til midnat.

Ingen spor

Der har mandag været enkelte henvendelser i sagen, men intet der har kunnet hjælpe politiet videre i eftersøgningen.

Kamilla Hantuschs signalement lyder

· Dansk

· Spinkel til almindelig af bygning og 161 cm høj

· Skulderlangt brunt hår

· Da hun sidst blev set, var hun iført mørke jeans, hvid t-shirt og sorte støvletter med høje hæle.

· Medbragte en sort taske.