Johnny Depps nye film hedder Transcendence, og du skal kun se filmen, hvis du virkelig ikke har andet at tage dig til.
Jeg forstår, der kan være dage, hvor man bare skal have tiden til at gå. Jeg kan dog henvise til alle andre Johnny Depp film. Altså helt seriøst – ALLE andre film.
Du kan selvfølgelig vælge at se den, hvis du ikke er tilhænger af internettet og de sociale medier. Så er den ”right up your alley”.
Johnny Depp spiller i denne film Dr. Will Caster, der er verdens fremmeste kapacitet inden for forskning af kunstig intelligens. Han har viet hele sit liv til at skabe historiens mest informationsmodtagelige computer, der er i stand til at indsamle og lagre menneskehedens samlede viden, kombineret med et komplet register af menneskelige følelser.
Hans stærkt kontroversielle eksperimenter har gjort ham verdensberømt, men samtidig også til hovedmål for en gruppe antiteknologiske ekstremister, der vil gøre hvad som helst for at stoppe ham og forskning.
Men i deres iver for at stoppe Will, bliver ekstremisterne ubevidst den katalysator, der får forsøgene til at lykkes og gør Will til en fysisk del af sin egen skabelse. For at redde ham uploader hans kone, Evelyn (Rebecca Hall) og bedste ven, Max Waters (Paul Bettany) hans sind til hans computer.
Nu er spørgsmålet for dem ikke længere, om de kan fortsætte, hvor Will slap, men om det er det rigtige at gøre.
Deres værste frygt går hurtigt fra teori til praksis, da Wills grænseløse videbegærlighed giver ham mulighed for at ændre og kontrollere alt, der findes online. Men kan han stoppes? Og hvis man kan ønsker Evelyn så ønske at miste ham endnu engang?
Hvis jeg skal være ærlig – og det skal jeg jo – så var der ikke meget at komme efter i denne film.
Det fjollede er, at når jeg lige læser plotbeskrivelsen igen, så lyder det jo faktisk som en ret spændende film. Man kan sige, at idéen bag plottet, altså idéen om kunstig intelligens, på ingen måde er nyskabende.
Historien om en menneskeskabt computer, der bliver klogere end dets skaber og forsøger at overtage verden er efterhånden en gammel traver, men de har faktisk forsøgt at skabe en ny vinkel på dette, som jeg ret godt kunne lide.
For en gang skyld var computeren ikke drevet af decideret ondskab men ønsker blot at løse verdens problemer, som man løser et regnestykke. Men følelser kan ikke udregnes, da de er modstridende og selvmodsigende. De er ulogiske og derfor umulige for en computer at forstå.
Præmissen for historien består udelukkende af den kærlighed, der findes parret imellem. Kærlighed er grunden til alt, der sker i filmen.
Grunden til de bygger computeren færdig er for at redde Dr. Casters liv og grunden til at det sker er fordi Evelyn ikke ønsker at give slip på ham osv osv.
Men den kærlighed, der udspilles i filmen – den købte jeg ikke i et sekund. Der er ingen kemi at finde. Men det er ikke kun skuespillernes skyld. Den er også fortalt på en ret overfladisk måde.
Normalt når man skal etablere et forhold mellem personerne i en film ser man dem tale om hverdags ting, grine sammen, kysse på hinanden og se hinanden dybt i øjnene så publikum forstår, hvor stærkt båndet er mellem dem. Det er den præsentation, der gør, at vi senere i historien føler med dem og får ondt at dem, når det går galt for dem.
Det sker ikke her. Derfor føles det som om historien heller aldrig rigtig begynder eller ender. Det bliver uendelig ligegyldigt, og der var flere gange, hvor jeg overvejede at forlade film salen. Jeg tænkte, at det nok ikke gjorde så meget, hvis man ikke fik slutningen med. Og da jeg så slutningen indså jeg at det havde jeg haft helt ret i.
Det var en skam at Morgan Freeman og Paul Bettany ikke fyldte mere i historien, da de var det mest interessante indslag.
Og seriøst Johnny? Nu har vi ventet så længe på at se en ny film med dig og så er det den du kommer med?!? Det er fandme en skam.
Men det var ikke Johnny Depp, der var problemet. Det var Rebecca Hall, som spiller Dr. Will Casters kone Evelyn. Hun havde en konstant flad- og hårdhed over sig, der gjorde, at man aldrig blev lukket ind. Hun virkede ofte som om hun stod og tænkte på noget andet, mens hun leverede sine replikker. Hun var på den måde en stor del af problemet, da hun stort set er i billedet det meste af filmen.
Hvis jeg skal sige noget positivt om den, så var det, at man godt kunne mærke, at der havde været en fotograf med på sættet. Det var den Oscarvindende filmfotograf Wally Pfisters debut som instruktør. Han har før været director of photography på bl.a. ”Inception” og ”Dark Knight” filmene. Der er op til flere ret lækre øjeblikke i filmen, der i sin helhed faktisk var ret flot. Ikke ”Inception”-flot men ret flot.
Alt i alt skal du kun se den, hvis du har et desperat behov for at gå i biffen og hvile kroppen i mørket i 119 minutter. Altså alt i alt så skal du nok ikke se den. Der er så mange andre film du kan vælge. Du kan også gå udenfor og nyde solen. Du har sikkert også en opvask der skal tages. Du kan også lave ingenting. Det styre du helt selv.
