Arkivfoto
En 42-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Horsens onsdag.
Han er sigtet for trusler og ulovlig våbenbesiddelse, da der blev affyret flere skud i Horsens mandag aften, oplyser vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.
Skudepisoden fandt sted mandag klokken 21.40, hvor politiet fik en melding om flere skud nær banegården. Det viste sig at være ved et center for socialt udsatte på Vesterled i Horsens.
Den 42-årige mand er sigtet for trusler og ulovlig våbenbesiddelse. Han er altså ikke sigtet for drabsforsøg, som der ofte er tale om, når der er affyret skud.
Politiet ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt der er skudt op i luften eller mod personer, da grundlovsforhøret er afholdt for lukkede døre.
Ingen blev dog ramt af skuddene mandag aften.
Politiet vil ikke bekræfte, om de kobler skuddene til en episode søndag aften, hvor en mand søgte tilflugt på en OK-tank i nærheden af Vesterled, da han blev forfulgt af 14 mænd.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq