Danske politiagenter optrevlede international narkobande


Arkivfoto


Agenter fra politiet i tre lande har gennemført et skuespil om handel med kokain fra Sydamerika til Danmark.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

De optrådte som leverandører, der kunne skaffe 200 kilo kokain.

Nu er tre mænd tiltalt for at ville købe narkoen, viser anklageskriftet, som Østjyllands Politi fredag har udleveret til Ritzau.

LÆS OGSÅ: 500 kilo kokain skulle til Danmark

En colombiansk mand på 46 år og en tysker på 30 år er ifølge politiet hovedmænd i affæren, mens en dansker fra Møn skal have lovet at aftage en del af de 200 kilo.

De nu tiltalte og politiets undercoveragenter aftalte en pris på 5,8 millioner euro, hvilket svarer til cirka 43 millioner kroner.

LÆS OGSÅ: A185 og A212: Kodenavnene for hemmelige agenter i sag om kokain-smuglere

De aftalte at betale cirka 2,2 millioner kroner for en vareprøve, og resten af købesummen skulle betales i takt med videresalget, står der i anklageskriftet.

Danskeren, der bor på Møn, anklages desuden for at ligge inde med en revolver og ammunition.

LÆS OGSÅ: Otte anholdt for kokain og maskinpistoler

Mændene blev anholdt og derefter varetægtsfængslet i december sidste år. De nægter sig skyldige.

– To blev anholdt i Aarhus, og den tredje blev anholdt i København, siger politiinspektør Ole Madsen i Østjyllands Politi.

Sagen kaldes af politiet for “Operation Orion” og er et resultat af et tæt samarbejde mellem det amerikanske narkopoliti, DEA, Østjyllands Politi og Politiets Efterretningstjenestes afdeling for særlige operationer.

Tre politifolk har deltaget som skuespillere i forløbet – agenterne er fra henholdsvis Danmark, et andet land i Europa samt USA.

En fjerde person har været såkaldt civil agent og i tjeneste hos DEA, oplyses det til Ritzau.

– Vi begyndte efterforskningen i samarbejde med Rigspolitiet og DEA i foråret 2013, siger Ole Madsen.

De amerikanske politimyndigheder er kendt for såkaldt lokkedue-operationer, hvor tidligere kriminelle og andre får penge for at afsløre mistænkte.

I Danmark er det kun i meget begrænset omfang tilladt for civile at optræde som agent.

Herhjemme kræves tilladelser fra en dommer, når en politimand eller en civil skal deltage i kriminelle handlinger.

Det sker forholdsvist sjældent, at dansk politi bruger agenter. Loven sætter grænser for metoden.

Agenten må ikke provokere eller lokke en mistænkt til at begå en alvorligere lovovertrædelse, end han i forvejen havde planer om.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq