Et internt strategi-oplæg fra ugebladet Se og Hør fra april 2010 afslører ifølge Jyllands-Posten, hvordan ledelsen på ugebladet systematiserede jagten på de kendte i en sådan grad, at det ifølge kilder kunne have bragt andre folks liv i fare.
Strategien har ifølge den tidligere journalist på bladet Ken B. Rasmussen, der selv deltog i jagterne, ført til situationer, der let kunne have ført til trafikulykker.
Det var eksempelvis tilfældet ved en biljagt på kendissen Anni Fønsby få måneder efter vedtagelsen af strategien.
Kort før strategien blev nedfældet, var en biljagt på prinsesse Marie i Geneve også tæt på at føre til en trafikulykke.
Begrundelsen for den ny strategi var at tjene flere penge, fremgår det af dokumentet, som Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af.
Papiret omtaler “et kraftigt fald i oplaget” og konkluderer, at “hvis ikke der gribes effektivt ind, er Se og Hør inden for en overskuelig årrække ikke længere en væsentlig spiller på ugebladsmarkedet”.
Af planen fremgår det også, at en aggressiv paparazzistrategi skal være “sat i system”. Strategien førte ifølge flere kilder i Jyllands-Posten til døgnovervågning af kendte, og der skulle også oprettes “en database over, hvor de kendte færdes”.
Pressejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole siger, at systematikken i planen er afgørende for kommende retssager, som kendte kan anlægge mod Se og Hør.
Se og Hør-journalister og udgiveren Aller er blevet sigtet af politiet, efter at det er kommet frem, at ugebladet har betalt en hemmelig tys-tys-kilde for at levere kreditkortoplysninger om kendte og kongelige. Tys-tys-kilden er også blevet sigtet i sagen.
Den ulovlige overvågning stod angiveligt på fra 2008 til 2012. Henrik Qvortrup var chefredaktør på bladet fra 2002 til sidst på året 2008.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq