Væltet lastbil på motorvej skaber store bilkøer

Bilister på Sønderjyske Motorvej, som kører nordpå, måtte søndag ved middagstid væbne sig med tålmodighed.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

En lastbil væltede cirka 100 meter syd for rastepladsen Oksekær, og det betød, at vejen blev spærret helt i nordgående retning.

– Der er tale om en soloulykke, hvor bilen er kommet ud i rabatten og er væltet, fortæller Søren Strægaard, der er vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Over middag meddeler Vejdirektoratet, at man har åbnet det ene spor i nordgående retning, så trafikken kan passere.

– Det kan jeg bekræfte, og nu skal vi have rejst bilen op, så der kan blive åbnet helt op.

Chaufføren af lastbilen blev efter ulykken kørt væk i en ambulance. Umiddelbart skulle der ikke være tale om livsfare.

– Det har jeg i hvert fald ikke hørt noget om, fortæller Søren Strægaard.

/ritzau/