Overvågning: Trafikselskab vil filme billetsnydere med kropskameraer


Arkivfoto


Når billetkontrollørerne tjekker, om bussens eller togets passagerer har betalt for rejsen, mødes de ikke altid af velvillige medborgere.

Like localeyes.dk på Facebook

I fremtiden vil kontrolløren derfor bære et lille kamera med mikrofon på brystet eller i panden, hvis det står til trafikselskabet Movia, skriver DR Nyheder.

Det kan nemlig forebygge kriminalitet og hjælpe i opklaringsarbejdet efter en voldelig konfrontation, lyder det i en begrundelse fra trafikselskabet til Datatilsynet, som DR Nyheder har fået indsigt i.

– Det handler om arbejdsmiljø for vores kontrollører. Vi håber, at det at bære kamera kan have en præventiv virkning, siger Søren Englund, centerchef i Movia, til DR Nyheder.

Datatilsynet har valgt at give grønt lys til, at Movia må udstyre kontrollørerne med de små kameraer på uniformen, såfremt selskabet overholder gældende lovgivning.

Movias kontrollører tjekker rejsende i hovedstadsområdets og Sjællands gule busser.

Det er særligt i konfrontationerne mellem Movias billetkontrollører og passagerer, at kameraerne skal være med til at bringe antallet af sager ned.

Kameraerne skal således kun optage, når kontrolløren trykker på en knap. Derefter bliver både lyd og video gemt – men beskyttet med en adgangskode, som kun få udvalgte i selskabet kender.

I 2013 anmeldte trafikselskabet 17 hændelser til politiet mod fem året før.

Enkelte politistyrker i USA kører forsøg med kropskameraer. Hos Rialto Police Department i Californien viser en foreløbig rapport, at magtbrug og klager over politiet er faldet drastisk.

Herhjemme er det første gang, at Datatilsynet tager stilling til en sag om kropskameraer, og udtalelsen er derfor principiel.

Hvordan Movia konkret vil udrulle kameraerne, har trafikselskabet endnu ikke taget stilling til. Det afhænger af, hvornår et større teknisk og juridisk udredningsarbejde kan være færdigt.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq