Hælercentral afsløret: Havde tyvekoster for mere end en million


Arkivfoto


En ejendom i Hem nær Skive er blevet afsløret som lager for en eller flere indbrudstyve, mener politiet.

Like localeyes.dk på Facebook

Der er foreløbig fundet tyvekoster for mere end en million kroner, oplyser politikommissær Lars Mikkelsen fra Midt- og Vestjyllands Politi mandag.

Et tip fra en borger førte til afsløringen i weekenden.

I første omgang var det for mørkt til at undersøge stedet ordentligt, og det blev derfor bevogtet, fortæller politiet.

– Der er koster fra mindst 10 meget kvalificerede indbrud, siger Lars Mikkelsen til Ritzau.

For eksempel er der fundet et pengeskab, en stor mængde professionelt værktøj og andre ting, som stammer fra indbrud hos både firmaer og private.

Ved ejendommen er der også fundet en motocross-maskine, som stammer fra en sag, hvor i alt 12 maskiner blev stjålet.

Et pengeskab har i første omgang voldt besvær for betjentene. En sprængning kunne ikke i første omgang skaffe adgang til pengeskabet, som måske indeholder våben.

Derfor må politiet bruge andre metoder for at få fat i pengeskabets indhold.

Den mistænkte i sagen er en mand, der havde lejet ejendommen.

Ham leder politiet efter mandag, men ved middagstid er han endnu ikke dukket op.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq