Farlig tissetrang: Faldt af båd og måtte svømme i land i hajfyldt farvand


Arkivfoto


Newzealandske Todd Vercoe måtte på en lang svømmetur gennem store bølger, tordenvejr og et hajfyldt farvand, efter at han var faldet over bord, skriver avisen Northern Advocate.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Vercoe faldt i vandet, da han var ved at tisse fra en lystbåd.

Båden var slået til autopilot, og to andre besætningsmedlemmer lå og sov. Derfor sejlede båden videre uden Vercoe, der måtte svømme i tre timer for at nå i land igen.

Ifølge avisen var Vercoes største frygt et hajangreb.

– Jeg blev ved med at fortælle mig selv: “Du må ikke give op”. Jeg vil heller ikke sige, at jeg er den bedste svømmer. Flere gange troede jeg ikke, at jeg ville klare det. Jeg blev bare ved med at presse mig selv til at nå derhen. Det var egentlig ren vilje, siger han.

Han nåede i land på klipperne ved Rimariki-øen i den nordlige del af New Zealand, men besluttede sig for at tage ind til fastlandet, og svømmede derfor de sidste 400 meter hen til Kaituna-halvøen.

Da Vercoe nåede i land, skrev han SOS i sandet med sin fod. En redningshelikopter spottede manden, der led af nedkøling efter svømmeturen, og som vinkede febrilsk ved siden af nødsignalet.

Todd Vercoe blev derefter fløjet til den nærmeste by, hvor der ventede ham et varmt bad, tæpper og varm kaffe, skriver avisen.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq