Der er ikke længere nogen tvivl om, at det var to unge mænd fra den københavnske vestegn, der stod bag knivdrabet på den 19-årige Ricko Træholt på Høje Taastrup Station en oktoberaften sidste år.
Det fastslår dommere og nævninge ved Retten i Glostrup onsdag formiddag og kender den 20-årige TY skyldig i drabet og den 17-årige HS skyldig i medvirken til drabet. Det sker efter seks retsmøder.
– Vi er tilfredse med, at retten har fulgt vores påstand, siger anklager Linda da Silva Ferreira til Ritzau.
Ricko Træholt døde på gulvet i stationens ankomsthal 12. oktober. Forinden havde han været indblandet i et slagsmål, hvor TY pludselig trak en kniv og stak ham i halsen og brystet. HS var i besiddelse af en hammer.
Det er et enigt nævningeting, der vurderer, at de tiltalte i fælles forståelse stod bag det dødelige angreb og derfor finder HS skyldig i medvirken.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtOnsdag er omkring 30 berørte pårørende til både de tiltalte og offeret på plads i det stopfyldte retslokale, og inden retsmødets begyndelse brast flere af Ricko Træholts pårørende i gråd.
HS og TY er ligeledes begge kendt skyldige i drabsforsøg, da også en 16-årig dreng fra Hedehusene blev overfaldet med flere knivstik og forsøgt slået med hammer under slagsmålet. Han slap dog med livet i behold.
Strafudmålingen sker efter planen senere onsdag.
/ritzau/ Tekst leveret af Nyhedsbureauet Newspaq