Mand bliver beskudt ved sit hjem i Hedensted


Arkivfoto


Ingen blev ramt, da der tirsdag aften blev affyret flere skud mod en mand i Hedensted mellem Vejle og Horsens.

Politiet kan kort før klokken 22 ikke fortælle meget om episoden.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

– Vi ved, at en mand bliver opsøgt af nogle personer i sit hjem i et industriområde i det vestlige Hedensted, siger Bent Hedeager Nielsen, der er vagtchef hos Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

Det kom til tumult, og der blev affyret skud mod manden, hvis alder politiet tilbageholder.

– Vi ved ikke, hvor mange skud der bliver affyret, men det er mindst to, siger vagtchefen.

Han afviser, at der skulle være tale om et bandeopgør.

– Nej, det er det ikke. Men vi ved ikke, hvad det så går ud på, fortæller Bent Hedeager Nielsen, der betegner offeret som en “ganske almindelig borger”.

Der er endnu ikke anholdt nogen i forbindelse med skudepisoden.

– Men det regner vi stærkt med at gøre, forsikrer vagtchefen.

/ritzau/ Tekst leveret af Nyhedsbureauet Newspaq