Røvere klippede i offer med knibtang: To er fængslet


Arkivfoto


To mænd er tirsdag blevet fængslet efter et usædvanlig groft røveri, hvor røverne blandt andet klippede kioskejeren i øret med en knibtang.

LÆS OGSÅ: Røveri: Tre maskerede mænd truer med pistol og sparker kioskejer

Røveriet gik ud over Den Lille Butik på Gammel Kalkbrænderivej på Østerbro i København onsdag i sidste uge.

Her stod kioskejeren alene bag disken, da tre maskerede mænd kom ind i forretningen, hvor de slog og sparkede ham, mens de truede ham med en pistol.

LÆS OGSÅ: Sadistisk: Røvere klippede kioskejer i øret med knibtang

Derefter blev han bundet på hænder og fødder og klippet i det ene øre med en knibtang.

Men røverne blev forstyrret i deres forehavende, da nogle tilfældige kunder kom ind i forretningen og overraskede dem.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det fik de tre mænd til at stikke af.

To af dem drønede af sted på cykler, mens den sidste løb op til den nærliggende Nordhavn Station. Her holdt nogle vidner imidlertid øje med ham og udpegede ham for politifolkene, da de nåede frem.

Den 27-årige, der blev anholdt på stationen, blev i sidste uge fremstillet i et grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger.

Nu mener politiet så, at man har fået fat i de to andre, der deltog i det brutale røveri.

Mændene på 28 og 31 år blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København. De er sigtet for røveri og grov vold, og de blev begge fængslet i foreløbig tre uger.

Den 31-årige erkender sig skyldig, mens de to andre nægter sig skyldige.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq