Morten Messerschmidt: EU homo-frås skal stoppes


Arkivfoto

Man skal ikke bruge EU-midler på at støtte homoseksuelles rettigheder.

Like localeyes.dk på Facebook

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis EU- og ligestillingsordfører Pia Adelsteen, mens partiets spidskandidat ved EU-Parlamentsvalget, Morten Messerschmidt, på sin Facebook-profil kalder EU-støtten til en international organisation for homoseksuelles rettigheder, ILGA, for frås.

Det skriver DR.

– Homoseksuelle skal selvfølgelig have rettigheder, men man skal ikke sætte EU-midler af til det. Slet ikke når der er i nationalstater er taget en beslutning om, hvordan man vil håndtere tingene og det er sket på demokratisk vis, siger Pia Adelsteen ifølge dr.dk.

Morten Messerschmidt kalder ifølge DR organisationen ILGA for en sekterisk seksuallobby, der påvirker, presser og propaganderer for at fremme aggressive seksuelle positioner.

Organisationen blev ifølge Messerschmidt støttet med 7,7 millioner kroner af EU sidste år, og det, mener han, er problematisk, når der findes østeuropæiske lande, hvor et klart befolkningsflertal er imod homoægteskaber og homoadoptioner.

– Jeg synes ikke, at EU skal blande sig i de her spørgsmål. Heller ikke ved at finansiere organisationer som ILGA eller andre.

– Det er fint, hvis medlemslandene har lyst til at give penge til den slags organisationer, men jeg synes ikke, at EU skal gøre det, siger Morten Messerschmidt til DR.

Udtalelserne vækker forargelse hos Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT).

Forperson Søren Laursen mener ifølge DR, at ILGA gør et vigtigt stykke arbejde med at bekæmpe diskrimination af homoseksuelle, transseksuelle og biseksuelle.

– Jeg synes, at det er helt under lavmålet. Hvad er det for nogle ting, Messerschmidt mener er forkert? Er det, at man kæmper for ytringsfriheden i østeuropæiske lande?

– Vi burde som europæere stå på mål for, at de grundlæggende rettigheder bliver forsvaret, siger Søren Laursen fra LGBT Danmark, som er en medlemsorganisation under paraplyorganisationen ILGA.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq