36-årig dømt for at smugle pistoler fra Bosnien


Arkivfoto


En 36-årig mand smuglede syv pistoler fra Bosnien til Danmark, og en 34-årig mand er tiltalt for at være bindeleddet til to andre mænd, som ville købe to pistoler hver.

Det slog Retten i Horsens fast mandag, hvor tre mænd blev idømt fængselsstraffe, mens den formodede mellemmand fik sin sag udsat på grund af en manglende mentalerklæring.

Like localeyes.dk på Facebook

Den 36-årige Elvis Mehic har fået to år og ni måneders fængsel for at smugle pistolerne.

De to pistolinteresserede – en 28-årig mand og den 22-årige Edris Rahnaward – skal henholdsvis et år og to år bag tremmer.

En stor del af beviserne mod de fire mænd er fremkommet ved telefonaflytninger.

To pistoler blev bestilt 17. april sidste år, hvor betalingen skulle være 12.000 kroner.

De to andre pistoler blev bestilt omkring samme tid, men den ene køber ville gerne have mere ammunition. Derfor skrev han til mellemmanden ifølge politiet.

“Kan du spørge om ham din ven kan tag nogen ekstra bønner med til den der 7,62’er”, stod der i en sms.

Edris Rahnaward er også dømt for at være i besiddelse af 109 gram kokain. Den 36-årige pistolsmugler er også dømt for at stjæle omkring 80 europaller til en samlet værdi af 5120 kroner.

Elvis Mehic og Edris Rahnaward er desuden betinget udvist fra landet i to år.

Alle tre mænd modtog dommen i retten.

/ritzau/ Tekst leveret af Nyhedsbureauet Newspaq