19-årige Ricko Træholt blev dræbt af knivstik efter flere mindre sammenstød på den københavnske vestegn sidste efterår.
Det forklarer den 17-årige HS, som onsdag står tiltalt ved Retten i Glostrup for drab og drabsforsøg i forbindelse med et fatalt slagsmål på Høje Taastrup Station 12. oktober.
Halvanden måneds tid inden drabet på Ricko Træholt blev HS angiveligt overfaldet i en bus af en gruppe unge.
– De sagde, at jeg spillede smart, og overfaldt mig med en bushammer og flere slag og spark, siger HS, mens tre dommere, seks nævninge og adskillige pårørende til både sagens tiltalte og den dræbte lytter på.
Han afviser, at overfaldsmændene var bandemedlemmer, men forklarer, at de – på lige fod med unge fra andre kvarterer på Vestegnen – holdt sammen.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreDet kom dog ikke på tale at gengælde overfaldet, hævder HS, der også forklarer, at han ikke kendte Ricko Træholt inden den skæbnesvangre aften.
På drabsdagen kom det imidlertid igen til sammenstød mellem HS og gruppen, da han og en kammerat bevægede sig igennem et butikscenter nær Høje Taastrup Station.
– De står en 8-10 stykker og spiller smarte. Ud af det blå er der en af dem, der trækker en lille kniv og rammer min ven i hånden. Men det var ikke noget alvorligt, forklarer den tiltalte, der først senere har fundet af, at også Ricko Træholt var på stedet.
Efter episoden stikker de to venner af. Men historien slutter ikke der.
Da HS senere samme aften igen støder på nogle af rivalerne – herunder Ricko Træholt – på Høje Taastrup Station, da han skal med bussen hjem til Hedehusene, eskalerer situationen.
Det kommer til slagsmål, og inden HS får set sig om, dukker en gammel kammerat op og kommer ham til undsætning, forklarer han.
Kammeraten er bevæbnet med en kniv, og på videooptagelser fra stationen kan man se, hvordan han stikker og dræber Ricko Træholt, inden han og HS overfalder en 16-årig dreng, som slipper med livet i behold.
Anklageren mener, at den knivbevæbnede kammerat er 20-årige TY, der også er tiltalt i sagen, men nægter at have noget med drabet og drabsforsøget at gøre.
HS nægter ligeledes drab og drabsforsøg, men erkender at have udøvet vold mod den 16-årige.
Sagen fortsætter over flere dage med domsafsigelse i maj.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq