Arkivfoto
En knivbevæbnet mand tiltvang sig natten til fredag adgang til førerkabinen i et tog på vej til Esbjerg, han krævede at tale med medier og politikere,
Episoden skete i et IC4 tog, der kørte fra Fredericia mod Esbjerg klokken 00.27 natten til fredag. Tog-kapreren, en 45-årig mand simulerede, at han var syg. Lokomotivføreren åbnede derfor døren til førerkabinen for at hjælpe ham.
Den 45-årige mand tiltvang sig herefter adgang til førerkabinen og truede lokomotivføreren med kniv. På det tidspunkt var toget omkring Vejen, og der var cirka 35 passagerer med.
Med sin kniv i hånden forlangte den 45-årige så dels, at toget fortsatte til Esbjerg, og dels kontakt til enten Fredericias borgmester eller medierne. Han ville ikke se politi i området.
Politiet blev dog alarmeret alligevel. Kort efter klokken 01 fik politiet en anmeldelse fra Banedanmarks fjernstyringscentral.
Herefter lykkedes det en særligt uddannet forhandler at komme i dialog med manden. Han blev overtalt til først at smide kniven ud og derefter til selv at komme ud, hvor efter han klokken 02.28 blev anholdt uden yderligere dramatik, oplyser politiet.
Manden er sigtet efter straffelovens paragraf 183 a, der omhandler den, der ved ulovlig tvang tager kontrol over offentlige transportmidler.