Fragtskib rammer bro og stopper togtrafik ved Vordingborg


Arkivfoto


De tidlige morgentog mellem Vordingborg og Nykøbing Falster og togene fra Vordingborg til København kører ikke mandag, oplyser DSB.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Søndag aften blev Masnedøbroen mellem Vordingborg og Masnedø ramt af et fragtskib, og påsejlingen gik blandt andet ud over skinnerne på broen.

Togtrafikken over broen er derfor indstillet, og DSB har indsat busser mellem Nykøbing Falster og Vordingborg i begge retninger.

– Da en hel del af vores togstammer er parkeret i Nykøbing Falster-depotet, kan vi ikke køre alle afgange fra Vordingborg mod København her til morgen, oplyser DSB på sin hjemmeside natten til mandag.

Aflysningerne gælder afgangene klokken 5.04, 6.04, 7.06 og 8.04.

Togpassagerer mod Nykøbing Falster eller Tyskland skal skifte til busser i Vordingborg. Passagererne på morgentoget 7:42 fra Københavns Hovedbanegård mod Hamburg vil blive kørt direkte til Tyskland med bus fra Vordingborg.

Mandag morgen er Banedanmark, der er ansvarlig for skinnenettet i Danmark, på broen for at undersøge omfanget af skader på broens togskinner.

– Vi stoppede straks togtrafikken, da vi fik nyheden om bropåsejlingen, og sendte en sporvagt derned, der i nattens mulm og mørke konstaterede, at der er sket skader på broen, siger Banedanmarks trafikchef, Jens Jørgen Hansen, og tilføjer:

– Han kunne dog ikke afgøre, hvor omfangsrige skaderne er. Derfor har vi sendt broteknikere ned for at få et overblik, når det er lyst. Det er deres resultater, vi venter på nu, før vi kan sige noget om, hvor lang tid det vil påvirke togtrafikken.

I alt er tre teknikere på broen, som i morgenmyldretiden mellem klokken seks og ni normalt får op til 12 tog forbi i timen.

Det var et britisk fragtskib, der klokken cirka 22:30 bragede ind i den kombinerede bil- og jernbanebro over Masnedsund. Uheldet har ikke forstyrret biltrafikken på broen.

– Skibet skal svinge rundt, og i den forbindelse rammer det broen. Ingen personer er kommet noget til, siger stabsvagten hos Søværnets Operative Kommando.

Det cirka 100 meter lange fragtskib Karla C ligger nu til kaj i havnen i Masnedø.

Skibet, der er lastet med korn, fik en del skader ved mødet med broen. Blandt andet blev der slået hul på et af fartøjets ferskvandstanke.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq