Politi-status efter AaB-Brøndby: Fredelig fodboldkamp – 3 anholdt


Fodboldkampen mellem AaB-Brøndby blev afviklet i god ro og orden, lyder meldingen fra Nordjyllands Politi, der hele dagen havde politifolk på gaden til at følge fodboldfans fra både Brøndby og AaB. Offensiv dialog med fansene er det nordjyske politis strategi.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

I alt blev kun 3 personer anholdt.

En kontrollør blev ude foran stadion efter kampen udsat for et overfald, hvorfor Nordjyllands Politi har anholdt og sigtet en yngre mand fra Aalborg for volden.

Derudover blev en anden mand, ligeledes fra Aalborg, anholdt for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

Den tredje anholdte – en mand fra Brøndby – skabte under kampen ballade ved et af indgangspartierne, hvilket resulterede i, at han kortvarigt blev frihedsberøvet, sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

Et mindre antal sigtelser
Derudover rejste Nordjyllands Politi et mindre antal sigtelser uden at foretage anholdelser.

En mand fra Aalborg blev inde på stadion sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer, da han var i besiddelse af cirka et gram hash. Derudover blev 3 personer sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

Efter kampen indløb der melding om et tilfælde af hærværk mod et par biler.

Dialogen dominerer
Den ansvarlige for politiets indsats, vicepolitiinspektør John Henriksen, betegner søndagen som en fredelig fodbold-dag, hvor den festlige stemning fik lov til at dominere, både blandt AaBs fans og Brøndbys ditto.

”Der opstod lidt sporadisk uro omkring stadion efter kampen, så vi i enkelte tilfælde måtte skride ind, men overordnet set opførte det store flertal sig ordentligt – så langt de fleste fik en fredelig fodboldoplevelse. Fra os i politiet skal der derfor lyde stor ros til tilskuerne fra Brøndby og AaB,” lyder konklusionen fra John Henriksen.

Vicepolitiinspektør fastslår: Dialog virker
Vicepolitiinspektøren opfatter det sådan, at det dialogbaserede indsatskoncept, som Nordjyllands Politi arbejder efter, virker efter hensigten:

”Tanken med vores dialogpoliti – der kan genkendes på de gule veste – er, at vi massivt er til stede på gader og stræder for først og fremmest at tale med fans fra både Brøndby og AaB. Vores erfaring er, at en sådan tilgang – før, under og efter kampen – bidrager til at opretholde ro og orden i gadebilledet,” fastslår John Henriksen.

Vicepolitiinspektøren understreger i samme åndedrag, at Nordjyllands Politi selvfølgelig er i stand til at gribe håndfast ind, hvis det pludselig skulle blive nødvendigt.

”Men vores udgangspunktet er dialogen, og den virker heldigvis et langt stykke hen af vejen.”

/Politifoto/