Seks personer anholdt efter kæmpe hash-fund


Arkivfoto


En gruppe med forbindelse til rockermiljøet sigtes i en sag om salg af 800 kilo hash og fire kilo kokain, oplyser politiet.

Fem mænd og en kvinde er blevet anholdt under en politiaktion, som hovedsagelig har fundet sted i Nordsjælland.

LÆS OGSÅ: Det konfiskerede politiet under den store hashaktion

Gruppen fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør fredag eftermiddag, oplyser specialgruppen Task Force Øst.

Betjentene har beslaglagt en halv million kroner i kontanter, en del smykker og nogle designermøbler, fortæller vicepolitiinspektør Knud Hvass.

LÆS OGSÅ: Formodet hashbagmand anholdt i København

– Narkotikaen er efter vores opfattelse blevet solgt rundt om på Sjælland, siger Knud Hvass.

Under ransagningerne har politiet fundet to kilo kokain og 50 kilo hash, men sigtelsen drejer sig altså om større mængder.

LÆS OGSÅ: Mand anholdt for salg af op til 228 kilo hash

Knud Hvass ønsker ikke at sige noget nærmere om de anholdtes tilhørsforhold. De er i alderen fra 25 til 47 år.

Task Force Øst har til opgave at opklare organiseret kriminalitet blandt rockere og i bandemiljøer.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

/ritzau/ Tekst leveret af Nyhedsbureauet Newspaq