14-årig pige udsat for gaderøveri i Abel Cathrines Gade


Arkivfoto


En 30-årig mand begik gaderøveri mod en 14-årig pige i Abel Cathrines Gade, en flok foran Mændenes hjem fangede røveren og holdt ham tilbage indtil politiet ankom.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Røveriet skete lørdag eftermiddag klokken 14. Her antastede manden den 14-årige pige i Abel Cathrines Gade. Han spurgte, om hun kunne hjælpe ham med nogle penge.

Den 14-årige pige ville gerne hjælpe og tog sin pung frem, men i stedet for at tage i mod pengene, så skubbede manden til pigen og tog hendes pung med omkring 500 kroner i kontanter. Røveren stak herefter i løb ned mod Istedgade.

Pigen tog situationen fattet. Hun fulgte efter røveren, og gik ud på Istedgade. Omkring Mændenes Hjem så hun røveren igen, han var gået ind i en kiosk, formentlig for at bruge udbyttet med det samme.

Den 14-årige råber røveren an, og en flok forsamlet foran Mændenes Hjem reagerer hurtigt og iler pigen til hjælp. De får fat i røveren og foretager en civil anholdelse.

Kort efter kom politiet frem. Røveren er nu varetægtsfængslet.