Tricktyv fængslet – Politiet efterlyser mulige ofre


Arkivfoto


En 43-årig mand er i dag varetægtsfængslet efter tre tricktyverier i Søborg. Københavns Vestegns Politi mistænker, at han kan have forsøgt at stjæle fra flere ældre på Carl Møllers Allé og efterlyser vidner.

Glostrup Ret har i dag varetægtsfængslet en 43-årig mand i tre uger efter tre tricktyverier mod ældreboliger på Carl Møllers Allé i Søborg.

Like localeyes.dk på Facebook

De fandt sted lørdag formiddag den 22. marts mod ældre medborgere i 70- og 80-års alderen. I alle tilfælde kom tyven ind under påskud af at låne en telefon, fordi hans datter var syg og skulle bruge hjælp.

Københavns Vestegns Politi sigter den 43-årige for et tricktyveri, forsøg derpå og for røveri.

Gode signalementer og efterforskning førte til anholdelse af ham tirsdag.

Efterlyser mulige ofre
Københavns Vestegns Politi mistænker, at tricktyven kan have forsøgt at stjæle fra andre ældre på Carl Møllers Allé og efterlyser vidner eller ofre.

Den 43-årige, som nu er fængslet i sagen, beskrives som: Mand i fyrrene, anden etnisk oprindelse, 155 cm høj, let kraftigt bygget med overskæg og muligt iført en blå jakke med hvid skrift på ryggen.

Henvendelse døgnet rundt til Københavns Vestegns Politi på 4386 1448.