Arkivfoto
Nytårsaften var jeg på besøg hos nogle venner, der bor overfor herberget Mændenes Hjem i Lille Istedgade i København. Da vi skulle hjem, trådte vi lige ud i en blodpøl på størrelse med en underkop og en bunke brugte kanyler uden tut på, der lå og flød på trappestenen. Det er ikke første gang.
Min mindste søn på 6 år er pisse bange, hver gang vi skal på besøg hos dem – vi bor selv på Vesterbro, men i den ”pæne” ende. Han er sikker på, at han bliver smittet, hvis han træder på – eller kommer i kontakt med blodet.
For mine venner med små børn er det hverdag.
Hver dag.
Hver morgen, middag og aften møder de narkomanerne og deres blod close-up. De møder de psykotiske misbrugere, der er decideret farlige og truer alle – selv børn. De udsættes for ”hold ups” og har flere gange været ved at blive rullet på vej ind i Deres opgang. De er blevet hærdet, men frygter at gå ud, når mørket er brudt frem.
Københavns kommune fik i 2013 oprettet fixerummet ”Skyen”, der befinder sig på selve herberget Mændenes Hjem på hjørnet af lille Istedgade og Istedgade. Og der er gang i fixerummet.
Set udefra er det positivt, da narkomanerne nu har et sted at gå hen og fixe frem for at skulle sidde på gaden og suge regnpytsvand op i kanylen til et mix, der kan slå dem ihjel med en livstruende infektion.
Problemet er bare, at mange narkomaner slet ikke bruger fixerummet.
Fixerummet har i den grad tiltrukket nye narkomaner og pushere til området, der får hjørnet ved Mændenes Hjem til at ligne en filmscene fra 80’ernes narko-Berlin.
Det er ikke et sted for børnefamilier, hvis du spørger mig. Mine venner har boet i lejligheden i over 20 år og har fulgt udviklingen. De kan ikke flytte. Der er ingen, der vil købe en lejlighed i andelsboligforeningen – flere har forsøgt at komme væk, men har opgivet at sælge.
De siger, at de ”gamle” heroinnarkomaner er væk – og erstattet af desperate kokainjunkier, der er langt mere aggressive – ligeså er pusherne, der ofte er store mænd med hættetrøjer trukket langt ned over panden.
For en måned siden, da jeg stod foran deres dør ved højlys dag, gik der en narkoman og ledte efter noget under de parkerede biler. Jeg spurgte, hvad han ledte efter.
– Jeg leder efter brugte kanyler, så ingen kommer til skade, svarede han.
Det åbnede for en snak om det nye fixerum. Han fortale, at mange narkomaner er bange for at bruge det, for stemningen er ekstrem aggressiv. Det er kun de stærkeste narkomaner, der får tilkæmpet sig pladsen, hvilket i sig selv også er sigende. Der er stor efterspørgsel på fixerummet.
Derudover fortalte han, at mange narkomaner også er bange for at bevæge sig i miljøet omkring fixerummet. Han mente også, at området havde forandret sig gennem de seneste år – og det nye fixerum havde ikke gjort det bedre.
Han sagde, at det første mord skulle begås, før der var nogle, der fik øjnene op for, hvor råt miljøet er blevet. Så er det, jeg tænker, når en gammel heroinjunkie på ca. 50 år, der har fixet i området gennem de sidste 20 år, kan stå og sige, at miljøet er blevet farligt for selv narkomanerne – hvordan fanden er det så ikke lige at være en småbørnsfamilie, der hver dag skal vade ud af døren i blodpøler, forbi mennesker uden bukser som skyder sig i lysken eller som ligger på fortovet lige foran døren for at skyde sig i halsen.
Beboerne, der ikke er nytilflyttere, har længe forsøgt at råbe politikerne op om problemet, men de er oppe mod en politisk dagsorden, der har haft massiv bevågenhed – både i medierne og blandt prominente mediepersoner som Frank Hvam. Beboernes mission om at få indflydelse har vist sig at være det samme som at banke i en pude.
Det kan da ikke være rigtigt, at man tillader et åbenlyst narkokaos midt i et beboelsesområde, blot fordi, at narkoen altid har været centreret der. Politiet ved det, men kan intet gøre. Hvor i landet ville man ellers tillade sådan et åbenlyst narkokaos til fare for børn og voksne, der bor i området?
Politiet er der konstant, men gør ingenting.
Der var flere forslag på bordet om, hvor man skulle placere Københavns første legale fixerum – flere forslog, at det skulle ligge ved et industriområde ude i Sydhavnen – stadig tæt på byen og Vesterbro. Men der gik som bekendt politik i den – og Mændenes hjem, der er kendt for at rumme de tungeste af slagsen vandt kampen.
Desværre tabte beboerne kampen om et trygt kvarter, der før sagtens kunne forenes med de noget mere rolige narkomaner, der gled langs muren for at hente deres morgenfix ved Maria Kirke. Et område der i dag er forvandlet til et miks af desperate junkier fra de baltiske lande, der er endt på gaden – og som har en helt anden måde at agere på end de gamle heroinnarkomaner.
Der skal være plads til alle – og fixerummene er god forebyggelse til at nedsætte dødstallet for stofmisbrugere, men man skal i kampens hede også tænke på de mennesker – og især børn, der hver morgen træder ud i det værste narkokaos, som ingen andre i Danmark ville ønske sig at være nabo til.
