1185 hashkunder får sms fra politiet


Arkivfoto


1185 forskellige telefonnumre i Helsingør og Snekkersten fik torsdag aften en sms fra Nordsjællands Politi med besked om, at der var bestilt hash fra telefonen og med opfordring til, at de implicerede henvendte sig.

Like localeyes.dk på Facebook

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det utraditionelle skridt har Nordsjællands Politi taget i samarbejde med Helsingør Kommune, som står klar med en hotline til de mange – fortrinsvis – mænd i alderen 15-25 år, som i de seneste måneder har bestilt hash hos “De Brune Bude” i Helsingør.

Hashligaen og dens 35-årige bagmand sidder varetægtsfængslet, og nu går politiet efter hashbrugerne.

Det sker i samarbejde med Helsingør Kommune, som er klar med en hotline, hvor de unge, som måske har oparbejdet en afhængighed eller er kommet i økonomisk uføre på grund af deres hashforbrug, kan lette deres hjerte og få hjælp, skriver Frederiksborg Amts Avis.

I løbet af de fire-fem måneder, som Nordsjællands Politi har efterforsket “De Brune Bude”, er der foretaget ikke mindre end 10.000 opkald på den beslaglagte salgstelefon.

Det svarer til 76 opkald om dagen – eller fem i timen. Mellem 15 og 20 kilo hash er blevet distribueret af hashbuddene, som ikke kørte ud med varer for under 100 kroner, men til gengæld kunne levere direkte på adressen.

“Firmaet” blev kørt i stram snor med åbningstid mellem 10 og 24. Og budene passede forretningen i treholdsskift.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq