Myndigheder: De udsatte har også ret til hjælp


Arkivfoto


I sidste weekend døde en hjemløs mand bag en kiosk i Hvidovre, personalet i kiosken havde forgæves forsøgt at få hjælp på 112.

Episoden rejste en voldsom kritik i pressen, og det har nu fået Region Hovedstaden, Københavns Brandvæsen og Rigspolitiet til at udsende en pressemeddelelse, hvor de understreger, at alle kan forvente samme hjælp, uanset om du er hjemløs, eller der holder en Mercedes i garagen.

Alle borgere har ret til lighed i sundhed og lige adgang til akuthjælp. Sådan er det heldigvis også i dag. Men hvis borgerne kommer i tvivl, sådan som nogle medier fremstiller det, tager de ansvarlige myndigheder det alvorligt, lyder det i pressemeddelelsen.

Det oplyses, at Rigspolitiet, Københavns Brandvæsen og Region Hovedstadens Akutberedskab vil gå i tættere dialog med hinanden og borgerne for at sikre, at alle, herunder især socialt udsatte borgere, også fremover kan være trygge ved at ringe til Alarm 112.

Den seneste tids kritik er dog ikke gået upåagtet hen.

– For os handler det om at skabe tryghed for borgerne i al almindelighed, og når der opstår usikkerhed om trygheden, så handler myndighederne naturligvis på det med det samme, siger Steen Herlev Larsen fra Rigspolitiet.

– Vi ønsker, at alle borgere skal opleve, at de bliver behandlet lige, og vi er meget opmærksomme på, at udsatte borgere får den hjælp de har behov for. Men når der opstår kritik fra de hjemløse, eller andre, så tager vi det naturligvis alvorligt, siger Jens Larsen, chef for Alarmcentralen Storkøbenhavn.