På grund af den alvorlige bombetrussel, som i går blev fremsagt mod Københavns Rådhus, iværksatte Københavns Politi en efterforskning. Efterforskningen viste, at truslen var afgivet fra en computer med en IP-adresse, som befandt sig i Nordsjællands Politikreds.
Efter aftale blev den videre efterforskning af bombetruslen overdraget til Nordsjællands Politi, da det var herfra truslen blev fremsendt.
”Nordsjællands Politi meddelte i dag kl. 13.40, at deres efterforskning havde ført til pågribelse af to 13årige drenge, som angiveligt var gerningsmænd til truslerne,” siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen, Københavns Politi.
Den videre sagsbehandling, herunder afhøring af de to drenge, vil blive gennemført af Nordsjællands Politi.