Svensk familie satte ild til naboens tag ved et uheld


Arkivfoto


En svensk familie, der holdt ferie i Rødby, ville i går aftes mindes et afdødt familiemedlem ved at tænde en thailandsk rispapirlampe (en slags lille varmluftballon) og sende den op i luften.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Den kom imidlertid ikke så langt. I stedet blæste den over i et hus på Pilestien i Rødby, hvor den antændte en taghætte.

Den 37-årige svenske mand, der havde sendt lampen af sted, forsøgte selv at få den væk fra taget, men han faldt ned og revnede sine bukser – uden dog at komme til skade.

Politi og brandvæsen blev tilkaldt og fik slukket flammerne på taget, der fik mindre skader. Familien i huset på Pilestien blev genhuset i nærheden. Den 37-årige modtog en sigtelse efter brandlovgivningen.