Rambuktyve slår til mod guldsmed i åbningstiden


Arkivfoto


De fleste rambuktyverier, hvor tyvene kører en bil gennem en forretningsrude og stjæler varerne, foregår i nattens mulm og mørke.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Men tirsdag valgte et par tyveknægte i Hellerup nord for København en anden fremgangsmåde, da de bragede gennem ruden hos Guldsmed Henrik Werner på Hellerupvej klokken 17.23 – altså mens forretningen stadig havde åbent.

– Bilen kører ind i forretningen, hvorefter to mænd iført mørke hættetrøjer og elefanthuer springer ud og stjæler diverse ure, fortæller vagtchef Palle Jørgensen fra Nordsjællands Politi.

Trods den voldsomme entré kom ingen fra personalet til skade i forbindelse med forbrydelsen.

Den bil, tyvene brugte til at køre ind i forretningen, blev stjålet søndag i Helsingør.

– Efter tyveriet kører de fra forretningen i retning mod Svanemøllen i en bil, der blev stjålet 4. februar i Jyllinge, siger Palle Jørgensen.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq