Den amerikanske delstat Texas har torsdag henrettet 46-årige Edgar Tamayo fra Mexico med en dødelig indsprøjtning.
Edgar Tamayo skød i 1994 en ung politimand, da han ville anholde Tamayo og en anden gerningsmand for et røveri.
Han blev lagt i håndjern samme dag, men anholdelsen udløste store protester, da han ikke blev tilbudt konsulær-bistand. Det strider mod international lovgivning, skriver nyhedsbureauet AFP.
Mexicos myndigheder forsøgte at blokere henrettelsen med henvisning til dette, men den amerikanske højesteret afviste anmodningen.
Ifølge Tamayos advokater talte han meget lidt engelsk, da han blev anholdt, og han er mentalt handicappet, skriver AFP.
/ritzau/Reuters
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq