Onsdag formiddag udbrød der brand i en lejlighed i en tidligere industribygning på Helsingevej i Smidstrup i Nordsjælland. Alle ejendommens beboere blev evakueret og sendt ud i kulden, mens slukningsarbejdet stod på.
Ved brandvæsnets ankomst var lejligheden pakket med røg, og da døren blev åbnet blussede ilden kortvarigt op i lejlighedens køkken, som er lige ved indgangsdøren. Den blev dog hurtigt slukket af røgdykkerne, som herefter eftersøgte personer i lejligheden.
Røgdykkerne fandt heldigvis ingen mennesker i lejligheden, men de fandt katten liggende inde i lejligheden og fik den hurtigt ud i den friske luft.
Katten var fortsat i live, da den kom udenfor, men den døde mellem hænderne på brandfolkene kort efter. Katten døde af røgforgiftning og var på ingen måde forbrændt eller skadet.
Hele lejligheden er ubeboelig på grund af brandskader, og en kraftig røg- og sodskade fra ilden som tydeligt er startet i det lille køkken.
Politiet vurderede på stedet, at der er tale om en elektrisk fejl i lejlighedens elinstallationer, men brandtekniske undersøgelser skal fastslå den præcise årsag senere.
Ingen personer kom noget til ved branden, men den unge mand som bor i lejligheden skal genhuses et andet sted indtil lejligheden er gjort i stand efter branden.