Arkivfoto.
En ung gravid kvinde og hendes ægtemand var lørdag udsat for en ubehagelig oplevelse, da tre mænd pludselig satte efter dem i bil.
Det hele startede ved 22-tiden på en OK-tankstation på Kongevej i Rødding, da den gravide kvinde stod og tankede parrets bil.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt– Pludselig kommer tre unge mænd kørende ind på tankstationen med hjulspind. De springer ud af deres bil og løber meget målrettet hen imod kvinden, siger vagtchef Michael Skaarup, Syd- og Sønderjyllands Politi.
– Kvinden og hendes mand bliver selvfølgelig bange og springer ind i deres bil, låser dørene og kører fra stedet, siger han.
De unge mænd forsøger først at flå dørene til ægteparrets bil op og kyler dernæst en flaske mod bilen.
Så hopper mændene ind i deres sølvgrå Mercedes stationcar og sætter efter ægteparret.
Biljagten fortsætter mod den lille by Sønder Hygum få kilometer vest for Rødding, hvor gerningsmændene opgiver forfølgelsen.
– Vi ved ikke, hvad årsagen til denne meget underlige optræden er, siger vagtchefen.
Hverken den gravide kvinde eller hendes mand kan kædes sammen med det kriminelle miljø, så politiet kan heller ikke finde et motiv i den forbindelse, oplyser han.
Det chokerede ægtepar har ikke kunnet give et signalement af de tre mænd, men politiet hører gerne fra personer, som har set eller hørt noget.
– Vi vil selvfølgelig gerne tale med vidner. Så mange Mercedes stationcar kører der ikke rundt i Rødding, så hvis man har set eller hørt noget, må man meget gerne ringe til os, siger Michael Skaarup.
Vidner kan kontakte politiet på telefonnummer 114.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq