Fotobureau vidste ikke hvem Thorning var


Arkivbilled.

Billedredaktør Anna Orye fra det franske billedbureau AFP skal nok forstå at genkende Helle Thorning-Schmidt (S), næste gang der kommer billeder ind af statsministeren fra det store udland.

Like localeyes.dk på Facebook

– Ooof, det tog os to timer, siger en tydeligt flov Anna Orye, da hun tirsdag aften på Ritzaus foranledning går dagens produktion igennem og konstaterer, at Thorning i hele to timer fejlagtigt var præsenteret som “en uidentificeret embedsmand”.

LÆS OGSÅ: LOCAL EYES truet med pistol ved Værebro
Først da var der en medarbejder fra fotobureauets billedarkiv i Paris, der gjorde fotodesken opmærksom på, at kvinden faktisk havde et navn. Og aldeles ikke var embedsmand.

LÆS OGSÅ: Kom med helt i forreste linje – følg LOCAL EYES i aktion
Anna Orye var ikke selv på arbejde, da den fejlagtige billedtekst blev sendt ud efter at være blevet afleveret af en billedredaktør, der var til stede på stadion i Johannesburg, hvor mindehøjtideligheden fandt sted.

Ifølge Orye har AFP i tirsdagens løb sendt mere end 400 billeder ud fra mindehøjtideligheden i Sydafrika for tidligere præsident Nelson Mandela.

– Det er en menneskelig fejl. Vi er jo nødt til at vente på, at der er nogen, der ringer og gør os opmærksom på det. Det er desværre sådan noget, der sker. En fejl i skyndingen, siger Orye.

Der går endnu nogle timer, før der kan laves en opgørelse over, hvilke billeder der sælger mest.

Men Orye er ikke i tvivl om, at billedet af Thorning, der tager et “selfie” foto af sig selv siddende mellem USA’s præsident Barack Obama og den britiske premierminister, David Cameron, kandiderer til at være dagens topsællert.

– Jeg håber, det er et billede af hr. Mandela. Men det kan godt være. Det er lidt for tidligt at gøre op. Der går mindst seks timer efter begivenheden, siger fotoredaktøren.

Ifølge statsministeriet var det “et tilfælde fra den sydafrikanske protokols side”, at Thorning fik plads ved siden af den amerikanske præsident.

/ritzau/