Meddelelsen om Nelson Mandela begrædes af nuværende og tidligere leder over hele verden.
– Verden vil nok aldrig komme til at opleve en person som ham, siger USA’s præsident Barack Obama.
Tidligere præsident Bill Clinton skriver på Twitter, at “jeg vil aldrig glemme min ven Madiba” (Mandelas kælenavn, red.)
– Nelson Mandela var en af verdens vigtigste ledere og et af de fineste mennesker, skriver Clinton.
Ban Ki-moon, generalsekretær for FN, betegner Mandela som en gigantisk forkæmper for retfærdighed.
– Over hele verden har mange ladet sig inspirere af hans uselviske kamp for værdighed, lighed og frihed, siger Ban.
– Han berørte vores liv på en dyb, personlig måde.
USA’s præsident, Barack Obama, siger, at med Mandelas død har verden mistet en af sine mest modige og indflydelsesrige personer.
– I dag er han taget hjem, siger Obama og tilføjer, at han har svært ved at forestille sig, hvordan hans eget liv havde været, hvis han ikke havde haft Mandela som sit forbillede.
– Gennem sin standhaftige værdighed og sin ufravigelige vilje til at ofre sin egen frihed for andres frihed, har han forandret Sydafrika og rørt os alle, siger Obama ifølge CNN.
Ikke bare for Sydafrika, men for hele verden, er han død et forfærdeligt tab, siger Human Rights Watch.
– Mandelas liv illustrerer kampen for frihed, lighed og retfærdighed. De mest grundlæggende menneskeretsidealer, siger menneskerettighedsorganisationens leder Kenneth Roth.
Den britiske premierminister, David Cameron:
– Et stort lys er gået ud i verden. En mand, som led så meget for frihed og retfærdighed, og som gennem sin værdighed inspirerede millioner, siger Cameron.
Og direkte henvendt til sydafrikanerne:
– Jeres største søn har bevæget millioner med sin bemærkelsesværdige kamp.
/ritzau/