Boligblok i Sønderborg står i flammer

Politi og brandvæsen kæmper lørdag aften med en storbrand i en boligblok i Sønderborg. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

– Der er cirka 75 tilmeldte i boligblokken, og de er nu blevet evakueret, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholt, til Ritzau.

Han oplyser samtidig, at politiet har rekvireret en turistbus til at fragte beboerne væk fra området.

Brandvæsnet har endnu ikke branden under kontrol, og politiet beder nysgerrige om at holde sig væk fra slukningsområdet.

Men vagtchefen vurderer ikke, at der mulighed for, at andre bygninger kan blive fanget af flammerne.

– Boligblokken ligger med luft til den næste blok, så jeg tror ikke, at der er risiko for, at det breder sig.

Branden er opstået på adressen Nørager 7 i Sønderborg.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

/ritzau/

Tekst leveret af Nyhedsbureauet Newspaq