Disse to mænd efterlyses for grov vold

Efterforskningsafdelingen på Station City efterlyser to gerningsmænd, i forbindelse med vold begået på Vestergade i København den 16. oktober 2013 ca. kl. 02.50.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Forurettede kom gående ad Vestergade i retning mod Rådhuspladsen sammen med A og B, da A pludseligt slog forurettede. Den forurettede blev herefter tildelt flere slag og spark af A samt et spark af B.

De to gerningsmænd beskrives som:
–  A: Mand, dansk, 20-25 år, ca. 180 cm, brunt hår, lys i huden, slank/alm. af bygning, iført sort jakke m. logo på v. bryst, grå trøje med skrift på bryst, mørke jeans, grå Converse sko m. hvid snude.
–  B: Mand, dansk, 20-25 år, ca. 180 cm, kort mørkt hår, lys i huden, slank/alm. af bygning, iført grøn jakke, blå trøje med hvid påskrift, lyse jeans og lysegrå Converse sko m. hvid snude.

Set fra kameravinklen går forurettede yderst til højre, B i midten og A yderst til venstre.

“Vold i nattelivet er noget, som vi tager meget alvorligt og da det ikke er lykkes os at finde frem til identiteten på gerningsmændene internt i politiet, beder vi nu offentligheden om hjælp” udtaler politiassistent Anders Henrik Frederiksen fra Station City.

Hvis man har oplysninger til sagen, bedes man ringe til politiet på tlf. 114.