Arkiv foto.
To gerningsmænd opsøgte kort før midnat en 30-årig mand i hans hjem i Næstved, hvor de ifølge politiet forsøgte at dræbe ham.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtManden blev stukket flere gange med kniv i maveregionen og fik efterfølgende tilkaldt en ambulance, som bragte ham til sygehuset, hvor han ifølge politiet ser ud til at overleve.
Ifølge vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen færdes manden i det lokale rocker/bandemiljø.
– Vi kender ikke noget til motivet, og vi har ikke haft mulighed for at afhøre den forurettede. Men vi vil ikke udelukke, at det kan have noget med konflikten at gøre, siger Søren Ravn-Nielsen til Ritzau.
Den konflikt, han henviser til, er et opgør mellem rockergruppen Bandidos på den ene side og udbrydergruppen Westside Nation på den anden.
Med rockerloven i hånden har politiet gennem flere uger forbudt al adgang til en rockerborg på Præstøvej i Næstved, hvor Westside Nation holder til.
Westside Nation er angiveligt i bad standing hos Bandidos, det vil sige, at medlemmerne bliver betragtet som fredløse.
– Det er klart, at det er en meget alvorlig sag. Det er sager om drabsforsøg altid, siger Søren Ravn-Nielsen.
Politiet kender endnu ikke til de nærmere detaljer om, hvordan gerningsmændene kom ind i hjemmet til den 30-årige. Søren Ravn-Nielsen kan derfor ikke svare på, om de blev lukket ind, eller om de tiltvang sig adgang.
– Det er for tidligt at sige noget om endnu. Vi har som sagt ikke haft mulighed for at afhøre den forurettede, siger han.
/ritzau/