Det var under et musikevent, ‘Crunch TT Birthday’ i Parkens selskabslokaler, at det udviklede sig mellem festens gæster.
– Der må have været 30-40 personer, der gik amok og bare smadrede baren, fortæller en af festens deltagere til Ekstra Bladet sent lørdag nat.
Masseslagsmålet trak ud på parkeringspladsen foran baren Lions And Barrels. Under slagsmålet blev tre personer stukket med kniv.
Flere personer var også bevæbnet med skydevåben. De blev trukket, og der fandt en decideret skudveksling sted.
– På et tidspunkt er der to af grupperingerne, der skyder mod hinanden. Umiddelbart er der ikke nogen, der er ramt, siger Tommy Keil, efterforskningsleder på Station Amager, til Ritzau.
Det ene knivoffer var i en overgang i livsfare, men søndag morgen er de alle tre uden for livsfare. Flere personer er anholdt i sagen. Politiet kender endnu ikke årsagen til den voldsomme konfrontation.