Se Christian Friis Bach trække sig som udviklingsminister


Christian Friis Bach bekræfter, at han trækker sig som udviklingsminister, fordi han har deltaget på et møde i klimaorganisationen GGGI, hvor de dyre rejseregler blev godkendt.

Like localeyes.dk på Facebook

Rejsereglerne betød, at Lars Løkke Rasmussen (V) som formand for Global Green Growth Institute, GGGI, kunne rejse på meget dyre førsteklasses billetter for bistandsmidler.
Det er en alvorlig fejl, og det er en alvorlig sag. Det er mig, der videregiver de fejlagtige oplysninger. Det er entydigt mit ansvar, og derfor går jeg af som minister, siger Christian Friis Bach (R) på et velbesøgt pressemøde i Eigtveds Pakhus i København.

LÆS OGSÅ: Hør Lars Løkkes undskyldninger

Ifølge Friis Bach blev rejsereglerne godkendt på et bestyrelsesmøde i GGGI i maj 2012. Rejsereglerne var ifølge den nu tidligere minister et underpunkt, som optrådte i papirerne, men ikke blev diskuteret på selve mødet.

Derfor var Christian Friis Bach ifølge sin egen forklaring ikke bevidst om, at han sagde ja til de ekstravagante rejseregler. Først onsdag i denne uge under en ministerrejse gør embedsmændene i Udenrigsministeriet ham opmærksom på sammenhængen.

– I går eftermiddags fik jeg besked om, at de rejseregler i GGGI alligevel har været godkendt af bestyrelsen. Det er i strid med, hvad jeg gentagne gange har sagt, siger Christian Friis Bach.

Kort efter telefonsamtalen med Udenrigsministeriet beslutter han så at trække sig som minister, fortæller han:
– Det er en ganske frivillig beslutning, at jeg trækker mig. Det gør jeg ved at sende en sms til min partileder (Margrethe Vestager) og til statsministeren.

Han fastslår samtidig, at rejser på første klasse, som dem Lars Løkke Rasmussen har nydt godt af, ikke er rimelige.
– Jeg vil stå ved, at rejse på første klasse ikke er den måde, vi ønsker at bruge danske bistandsmidler på. Det er det budskab, jeg gerne vil sende her, siger Christian Friis Bach.

/ritzau/