AK 81’er brugte peberspray mod politiet


Pressemeddelse fra Politiet.

To mistænkte søgte at undgå anholdelse ved at benytte kraftig peberspray mod to polititjenestemænd fra Task Force Pusherstreet, Københavns Politi. Én blev anholdt og varetægtsfængslet.

Onsdag den 30. oktober kl. 1245, Langebrogade nær Christiania, fattede to cyklende polititjenestemænd fra Task Force Pusherstreet mistanke til to mænd, der cyklede i retning mod Christiania og dermed Pusherstreet.

Idet patruljen rettede henvendelse til de to mænd og legitimerede sig, rejste den ene mistænkte sig i sadlen, kiggede bagud og forsøgte at køre fra patruljen. Den mistænkte blev eftersat af den ene polititjenestemand. Under flugten og mens han cyklede sprøjtede den mistænkte gentagne gange peberspray i ansigtet på politiassistenten, hvilket medførte blænding og kraftig smerte.

Idet den mistænkte sprøjtede peberspray, væltede han, hvorefter han blev anholdt af den blændede politiassistent.

Samtidigt var den anden mistænkte kørt væk, men blev løbet op af den anden politiassistent, som fik væltet den flygtende af cyklen.

På grund af manglende syn var den første politiassistent nødt til at råbe på assistance til at fastholde den anholdte, og derfor måtte den anden polititjenestemand hjælpe med at ilægge den anholdte håndjern.

Den anden mistænkte returnerede og forsøgte at befri den anholdte ved at sprøjte den anden polititjenestemand (der stadig havde sit fulde syn) med peberspray. Befrielsen mislykkedes, hvorefter den anden mistænkte undløb.

Det viste sig, at der i den anholdtes rygsæk var ca. 10 kilo hash.

– Ved følgeransagningen på anholdtes adresse fandt vi endnu en peberspray, en kniv, ca. 300 gram hash samt ca. 30.000 kroner i kontanter. Den anholdte er 25 år og kendt AK 81’er, så der er i vores øjne fortsat ingen tvivl om, at der er en direkte forbindelse til Hells Angels og hashsalget i Pusherstreet, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Task Force Pusherstreet, Københavns Politi.

Den anholdte blev torsdag 31. oktober fremstillet i grundlovsforhør. Han blev sigtet for overtrædelse af §191 (den hårde narkotikabestemmelse), §119 (vold mod tjenestemand) jf. §245 (grovere vold med anvendelse af våben) og våbenloven. Efter begæring af Anklagemyndigheden blev han varetægtsfængslet i 13 dage.

Den anden mistænkte er nu eftersøgt. Han beskrives som: Mand, dansk, ca. 25-30 år, ca. 180-185 cm høj, muskuløs af bygning, armycut (karseklippet på toppen og helt skaldet i siderne). Iført sorte solbriller, grå dunjakke uden hætte og lyse bukser.

– Desværre viser sagen, at de organiserede kriminelle i Pusherstreet ikke skyr nogen midler. De to involverede polititjenestemænd blev begge behandlet efter anholdelsen, men heldigvis har de ikke pådraget sig varige skader, siger Steffen Thaaning Steffensen.